Mistrivslen blandt unge i Danmark og en række andre europæiske lande er over de senere år steget markant, hvilket skaber en risiko for, at man generelt kommer til at tegne et stadig mere dystert billede af ungdomslivet i dag. Men går man tættere på, er billedet noget mere broget. Der er således store forskelle på, hvordan trivsel og mistrivsel tager sig ud blandt unge. Vi dykker i denne artikel ned i nuancerne og forskellene i den trivsel, mistrivsel og udsathed, som unge oplever. Med afsæt i en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt 2.080 tilfældigt udvalgte danske unge i alderen fra 16 til 25 år har vi gennemført en latent klasseanalyse, der inddeler de unge i fem grupper på baggrund af graden og karakteren af deres trivsel og mistrivsel. Analysen viser store variationer i de unges oplevelser. For én gruppe er det presset i skole og uddannelse, der dominerer deres mistrivsel. For en anden er det psykiske udfordringer, mens en tredje gruppe oplever at trives og at have det endog rigtig godt inden for alle livsområder. Analysen giver tilsammen et mere nuanceret og mindre dramatiserende indblik i trivsel og mistrivsel i ungdomslivet end det, der tegnes i den offentlige debat og påviser vigtige forskelle i, hvad den stigende mistrivsel dækker over.

In past years, mental health among young people in Denmark and a number of other European countries has increased drastically. This risks painting a still more negative picture of youth today. However, when actually exploring the phenomenon among young people, clear nuances emerge from this picture. In this article, we explore the nuances and differences of mental health and marginalization among young people. Based on a representative survey with a randomly selected sample of 2080 young Danish people between the ages of 16 and 25, we have completed a latent class analysis that divides the respondents into five sub groups based on the character of the mental health problems and form of marginalization that they experience. The analysis portrays significant variations in the experiences of the young people in the study. In one group, stress and pressure in relation to school and education dominate the young people’s mental wellbeing . In a second group, mental challenges dominate, while in a third group the young people express a sense of thriving and general wellbeing in all areas covered by the study. By way of conclusion, the analysis provides a more nuanced and less dramatized look into mental health and forms of marginalization in the lives of young people than is often portrayed in the public discourse and it detects significant differences related to mental health problems today.

De generelle livsvilkår blandt unge i Danmark og Norden i dag kan ud fra historiske og globale perspektiver siges at være ganske unikke. Der skrives i de globale lykkemålinger om den nordiske exeptionalisme som forklaring på, hvorfor de nordiske lande gennemgående hører blandt de lykkeligste i verden (Martela, Greve, Rothstein & Saari, 2020). Men når man dykker ned i tal om unges trivsel, tegner der sig også et andet billede.

I en dansk kontekst har livstilfredsheden blandt børn op til 11-års alderen ligget stabilt på et højt niveau siden 2009 (Ottosen et al., 2018). Men det ændrer sig i ungdomsårene, hvor undersøgelser peger på en negativ udvikling på stort set alle trivselsindikatorer, selv om udviklingen også dækker over store variationer (ibid.). Talrige undersøgelser bekræfter denne udvikling i de unges subjektive oplevelser af mistrivsel, udsathed og sårbarhed i både Danmark og Norden (Sundhedsstyrelsen 2018; Bakken, 2018; Madsen, 2018, Andersen, Ladenburg & Dyssegaard, 2020).

Livstilfredshed, psykisk mistrivsel og udsathed er imidlertid begreber, der skal betragtes som adskilte fænomener, men som også hænger tæt sammen. Således peger undersøgelser på, at erfaringer med psykisk mistrivsel i ungdomsårene forstærker risikoen for, at man senere i livet havner i egentlig udsatte positioner, f.eks. uden for uddannelsessystem og arbejdsmarked (Diderichsen, Andersen & Manuel, 2011; Haahr, 2016). Udsathed kan potentielt ramme bredt i ungegruppen, samtidig med at flere undersøgelser dokumenterer, at unge med svagere socioøkonomiske ressourcer har større risiko for at udvikle svær psykisk mistrivsel end unge med stærkere socioøkonomiske baggrunde (Andersen, Jensen, Nielsen & Skaksen, 2019; Benjaminsen, Andrade, Andersen, Enemark & Birkelund, 2015).

Tendensen til en markant stigning i den psykiske mistrivsel blandt unge er således et komplekst fænomen. Den viser sig på den ene side på tværs af ungegruppen og kan siges at være udtryk for en form for ’demokratisering’ af udsatheden (Görlich, Pless, Katznelson & Graversen, 2019). Men på den anden side ser vi stadig en betydelig social ulighed i relation til psykisk mistrivsel og konsekvenserne for nogle unge. Samtidig kan psykisk mistrivsel dække over et bredt spektrum af tilstande og komplekse årsagsforklaringer. Inden for den sundhedsfaglige forskning fremhæves ofte individuelle og miljømæssige forklaringsfaktorer såsom udvikling i søvnmønstre, overvægt, digitalt forbrug m.v., der kan testes kvantitativt over tid, og hvor der kan peges på mere direkte evidensbaserede sammenhænge mellem eksempelvis søvn og trivsel (Ottosen et al., 2018). Inden for ungdomsforskning og sociologisk forskning knyttes derimod an til betydningen af en række strukturelle og kulturelle udviklingstendenser som mulige årsagsforklaringer. Særligt har der gennem de senere år været et stigende fokus på forklaringer, som er koblet til en øget præstationskultur i uddannelsessystemet og en udbredt perfektionskultur i ungdomslivet (Låftman, Almquist & Östberg, 2013; Skaalvik & Federici, 2015; Madsen, 2018; Hansen, Sortkær & Harrits, 2019). Det er forklaringer, som peger på, at samfundsmæssige og institutionelle krav og forventninger til præstation i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet er øget markant over de seneste år, men også, at disse krav og forventninger siver ind i fritidslivet og det sociale (Görlich et al., 2019; Petersen, 2016, Sørensen et al., 2017). For eksempel viser flere undersøgelser, at ungdomskulturen er præget af høje forventninger til udseende og krop, som forstærkes af sociale mediers fremstilling af kropsidealer og krav om selviscenesættelse (Perloff, 2014; Bakken, Sletten & Eriksen, 2019).

Ydermere er en forklaring vundet frem gennem de senere år, som peger på, at vi lever i en højhastighedstid (Rosa, 2014), hvor den samfundsmæssige acceleration og konkurrence er drastisk forøget, mens tid er blevet en knap ressource. Det betyder, at det enkelte individ oplever at skulle løbe stadig hurtigere for overhovedet at blive på stedet. Disse erfaringer kan potentielt producere fremmedgørelse, som for det enkelte individ kan føre til en oplevelse af øget pres, angst og for nogle også depression (Rosa, 2014; Petersen, 2016).

Vores begrebslige afsæt er en skelnen mellem det, vi kalder ’klassisk’ og ’ny udsathed’ i ungdomslivet (Görlich et al., 2019). Med den klassiske udsathed forstår vi det, der er rigt beskrevet i den sociologiske litteratur, og som kredser om manglende uddannelse, risiko for ledighed, udsatte bolig- og familieforhold, fattigdom m.m. Den klassiske udsathed hænger snævert sammen med en social skævvridning og en ulige fordeling af social, kulturel og økonomisk kapital, der præger den enkelte unges adgang til ressourcer og handlemuligheder. Dette er en udsathedsform, som langtfra kan betegnes som ny (AE Rådet, 2017; Olsen, Ploug, Andersen & Juul, 2012).

Den nye udsathed anskuer vi som et langt bredere kulturelt og socialt fænomen, der trækker spor på tværs af sociale lag, og som potentielt kan ramme alle unge. Det er former for udsathed, som blandt andet kommer til udtryk i oplevelsen af pres, stress, angst, depression osv. blandt et stadig stigende antal unge. Ny udsathed er i sagens natur vanskeligere at indkredse end den klassiske udsathed, idet der er tale om et nyere og relativt ubeskrevet fænomen inden for sociologien. Men det synes kulturelt at koble sig til oplevelser af pres, høje forventninger og præstation og strukturelt at have en bund i tendenser til velfærdsinstitutioners øgede fokus på effektivisering, fremdrift, tidsoptimering og forandringer på arbejdsmarkedet osv. (Petersen, 2016; Larsen, Weber & Wulf-Andersen, 2020; Görlich et al., 2019; Nielsen et al., 2017).

Vi forstår dermed her ny udsathed som et fænomen, der sætter sig igennem, når unge oplever et markant kulturelt præstations- og forventningspres i uddannelsessystemet såvel som i ungdomslivet generelt, samtidig med at velfærdsreformer, arbejdsmarkedsudvikling og medialisering skaber nogle særlige vilkår (Görlich et al., 2019). Grænsen mellem oplevelsen af mistrivsel hos unge og ny udsathed er dog flydende og vanskelig at drage. Derfor er det centralt, at dette fænomen er genstand for udforskning og undersøgelse.

I analysen i denne artikel anvender vi data fra en spørgeskemaundersøgelse, som er en del af et igangværende forskningsprojekt om ’Ny udsathed’ i Danmark finansieret af Den Obelske Familiefond. Spørgeskemaundersøgelsen er udført i 2019 i samarbejde med et eksternt analysebureau, som har udført telefoninterviews og udsendt invitationer til undersøgelsesdeltagelse via e-Boks¹.

Telefoninterviewundersøgelsen omfatter svar fra 2.080 repræsentativt udvalgte danske unge i alderen 16-25 år. Der er anvendt en nettostikprøve på 4.599 unge, og der er opnået 1.317 telefoninterviews, hvilket giver en samlet svarprocent på 29 (kvantitative undersøgelser af unge har ofte lavere deltagelsesprocenter, end når man sammenholder med ældre kohorter (Bosch, Revilla & Paura, 2018). Endelig er der for at øge stikprøven og forbedre repræsentativiteten suppleret med 763 webinterviews efter invitation via e-Boks.

De unges svar er sidenhen vægtet på parametrene køn, alder og geografi for at sikre så velafbalanceret et udtryk for den samlede ungepopulation i Danmark som muligt. De unge i undersøgelsen er altså at betragte som repræsentative for den danske ungepopulation i relation til køn, alder og geografi, men som det er tilfældet med andre lignende kvantitative undersøgelser, vil der være en naturlig stratificering og bortfald i forhold til de mest udsatte unge, som ofte er svært kontaktbare, og de indgår derfor uhyre sjældent i denne slags telefon- og e-post-baserede befolkningsundersøgelser. Når vi således her i notatet stiller skarpt på de mest udsatte unge i undersøgelsen, vil der være en yderligere udsat gruppe, som undersøgelsen og grupperingerne ikke indfanger.

Hensigten med undersøgelsen har været at komme 360 grader rundt om de unges liv. Vi har således spurgt ind til, hvordan de unge trives eller ikke trives, men også til erfaringer og oplevelser med skole, uddannelse, arbejde, familie, sociale medier, fremtidstanker osv. Alt sammen for at indfange forskelle og ligheder i de unges konkrete situation samt deres oplevelser af deres egen trivsel og mistrivsel, som det tegner sig i relation til forskellige livsområder. I både spørgeskemaet og den foreliggende analyse har vi altså søgt at indfange unges trivsel, mistrivsel og udsathed i bred forstand. Det vil sige såvel den klassiske som den nye udsathed. Konkret har vi operationaliseret dette fokus ved at spørge ind til de unges egne forventninger, trivsel, glæde, oplevelser af pres, mistrivsel osv. i kombination med mere traditionelle markører for udsathed såsom uddannelsesdeltagelse, skolefravær, kriminalitet, misbrug m.m. Vi søger med denne bredde at indfange unge, som er ramt strukturelt af udsathed, men også de mange gråzoner af mistrivsel, som vi ser tegn på i andre aktuelle undersøgelser. Derfor kombineres de mere strukturelle tegn på udsathed i denne analyse med de unges selvvurderede oplevelse af deres liv og udfordringer. De variable, som anvendes til beskrivelse og måling af disse fremhævede områder, og som vi har inkluderet i den kvantitative analyse af ny udsathed, præsenteres og konkretiseres yderligere i næste afsnit i sammenhæng med analysemetoden.

Det bør ligeledes understreges, at analysen, idet den bygger på en spørgeskemaundersøgelse, alene giver et snapshot af de unges udsathed – trivsel og mistrivsel. Vi ved fra megen kvalitativ forskning, at udsathed i ungdomslivet langtfra er en statisk størrelse, men derimod i høj grad skabes, formes og forandres igennem livet – og ikke mindst ungdomslivet. Udsathed bliver således i høj grad også til gennem komplekse og foranderlige møder og samspil mellem de unge og de samfundsmæssige, institutionelle og personlige sammenhænge, de indgår i, hvilket analysen her ikke er i stand til at indfange.

Denne artikel undersøger nuancer i psykisk mistrivsel med metodisk grund i en latent klasseanalyse (LCA). Latent klasseanalyse er en af flere kvantitative, deskriptive analysemodeller, hvor det primære metodefokus er beskrivelse af data med henblik på at ordne data og afdække underliggende strukturer i kvantitative datamaterialer (Jæger, 2006). En primær antagelse i latent klasseanalyse er den implicitte epistemologiske opfattelse, der knytter observerbare, manifeste variable til et underliggende, latent fænomen, som ikke selv kan sanses direkte, men som delvis reflekteres af teoretisk udvalgte variable (Jæger, 2006). Formålet med latent klasseanalyse er således at inddele respondenter i klasser/grupper under et overskyggende, latent fænomen på baggrund af diskrete variable i datasættet, som er udvalgt med udgangspunkt i teoretisk refleksion. Latent klasseanalyse indeholder derfor ingen prædefinerede grænser for udvælgelse og inddragelse af variable. Med udgangspunkt i forskerens teoretiske forståelse af verden udvælges de empiriske indikatorer, som teoretisk antages at have betydning for det latente fænomen og forskningsfeltet. De grupper, som etableres med en latent klasseanalyse, vil statistisk antages at repræsentere subgrupper af mennesker i den sociale verden, som er karakteriseret af kvalitative forskelle (Collins & Lanza, 2010). På den måde bliver det muligt at udforske brede og ofte svært definerede fænomener, f.eks. klassisk og ny udsathed, ved at opdele dem i underkategorier på baggrund af mønstre i datamaterialet.

Latent klasseanalyse foretages i tre primære trin. Første trin er variabeludvælgelsen. Her udvælges de variable, som på baggrund af deres teoretiske antagne betydning for det latente fænomen skal fungere som empiriske udtryk for samme. I undersøgelsen her er der helt konkret tale om 26 variable fra spørgeskemaundersøgelsen. De 26 variable dækker tilsammen de 6 forskellige områder, som vi kalder udsathedsmarkører: 1) Familieforhold og baggrund, 2) Skole, uddannelse og arbejde, 3) Oplevelsen af uddannelsespres, 4) Generel oplevelse af pres ift. sociale medier, relationer, fremtid m.m., 5) Erfaringer med psykisk trivsel/mistrivsel, 6) Erfaringer med fysiske symptomer på trivsel/mistrivsel (se endvidere bilag for de 26 variable under de 6 udsathedsmarkører i deres fulde ordlyd). I modellen skildres på den måde et varieret udtryk for ungdomsliv ved at tydeliggøre nuancerne i de unges svarmønstre på de 26 spørgsmål, der omhandler trivsel og mistrivsel. For at kunne medtages i den latente klasseanalysen skal respondenterne have svaret på samtlige 26 spørgsmål inkluderet i den statistiske model. Det gælder for samtlige af de unge i undersøgelsen her, hvilket giver os en svartotal på 2.080 unge og tilsvarende en svarprocent på 100 i den latente klasseanalyse. Der er altså ikke noget bortfald i den del af den kvantitative undersøgelse, som udgøres af den latente klasseanalyse.

Andet skridt i en latent klasseanalyse er selve den statistiske analyse, hvor de latente klasser/grupper fremsættes. En særlig fordel ved latent klasseanalyse som analysemetode er, at den kommer med en statistisk vurdering af antallet af grupper, samt hvilken gruppe hver enkelt respondent har størst sandsynlighed for at tilhøre på baggrund af undersøgelsens samlede datamateriale. På den måde baserer analysen sig i mindre grad på vilkårlige valg truffet af forskeren på forhånd, som det ofte er tilfældet ved mere induktive metoder til at gruppere respondenter, for eksempel klyngeanalyse (Karlson, 2017). Der findes flere forskellige statistiske vurderingskriterier til at fastlægge, hvilken latent klassemodel der med sit antal af latente grupper bedst gengiver data. Nogle af de ofte anvendte modelbaserede teststørrelser er BIC- (Baysian Information Criterion) og AIC-værdierne (Akaike Informations Criterion) (Dziak, Coffman, Lanza, Li & Jermiin, 2020). BIC og AIC er begge estimater for statistiske modellers fit på datamaterialet, hvor antagelsen er, at modellen med de laveste BIC- og AIC-værdier gengiver data mest optimalt. Ved modelselektionen har vi derfor statistisk genereret ti klassemodeller, der løber fra en model med data klynget sammen i én gruppe til en model med data delt ud på ti grupper. Givet at der ingen tekniske fejl er, burde det altid være tilfældet, at jo flere grupper datamaterialet deles i, jo bedre vil gruppernes fit på data være. Det gælder dog også, at en kontinuerlig tilføjelse af antallet af grupper på et tidspunkt vil komme til at »overfitte« data. Vi foretager derfor modelselektionen med de ti grupper for at kunne følge udviklingen i BIC- og AIC-værdierne for de forskellige klassemodeller. Udviklingen i BIC og AIC fremgår af Tabel 1.

Følges de to ikke ad, som det er tilfældet her, tages der ofte udgangspunkt i BIC. BIC er en korrigeret udgave af modellen log-likelihood-værdi, som tager højde for både antallet af estimerede parametre og størrelsen på datasættet (Karlson, 2017). Vi ender efter andet trin i den latente klasseanalyse, altså med en femklassemodel, som udtryk for den statistiske model, der gengiver data bedst. Det valg kan endog yderligere understøttes med endnu et statistisk output fra den latente klasseanalyse, det, der kaldes entropy. Entropy er et estimat for sandsynligheden for, at hver respondent kan placeres i hver gruppe. Det beskriver altså klasseseparationen i den givne latente klassemodel og kan summeres i et enkelt tal, som tager værdien 1, når hver respondent har en sandsynlighed for at tilhøre kun én gruppe, og værdien 0, når sandsynligheden for at tilhøre en bestemt gruppe er den samme for alle respondenter (Granado, 2015). Entropy-værdien er på den måde med til at sikre den klasseseperation, der gør, at grupperne adskiller sig fra hinanden i deres særlige profil under det latente fænomen. Vores femklassemodel har en entropy-værdi på 0,81, og eftersom tommelfingerreglen er, at klassemodeller med en entropy på over 0,8 godtages som modeller med et tilstrækkelig godt fit på datamaterialet, understreger det, sammen med BIC-værdien, det statisk valide i, at vi i den latente klasseanalyse forsætter med at udforske datamaterialet ud fra en idé om fem subgrupper af unge i forhold til klassisk og ny udsathed.

Tredje og sidste trin i den latente klasseanalyse er den deskriptive analyse af de latente grupper frembragt ved den endelige statistiske klassemodel med sit fastlagte antal af grupper. Den statistiske analyses bud på netop antallet af grupper er baseret på mønstergenkendelse i de unges svar på de 26 variable, der i trin 1 blev udvalgt til at indgå i modellen som empiriske udtryk for det latente fænomen, klassisk og ny udsathed. Den latente klasseanalyse kommer ligeledes med et estimat på hver gruppes størrelse. Det sker, ved at hver ung på baggrund af sine svarmønster tilknyttes den gruppe, som vedkommende ifølge modellen har størst sandsynlighed for at tilhøre. De fem grupper er gensidigt udelukkende og individuelt særlige i deres karakteristik under det latente fænomen, klassisk og ny udsathed. I denne undersøgelse har vi at gøre med fem grupper, der hver repræsenterer henholdsvis 29, 27, 17, 16 og 11 procent af undersøgelsens ungepopulation. De unge placeres altså i kun én af de fem grupper på baggrund af deres måde at ligne og være forskellige fra hinanden på, når man tager deres svar på spørgeskemaet i betragtning. Det tredje trin i den latente klasseanalyse er også der, hvor vi fremlægger beskrivelserne af de fem grupper af unge, når vi dykker analytisk ned i de værdier, som er statistisk frembragt af modelgenereringen. Der er her tale om betinget sandsynlighed for at afgive specifikke svar, når man tilhører en specifik gruppe. Her er to centrale elementer ved latent klasseanalyse som analysemetode, der er med til at understøtte metodens statistiske signifikans, vigtige at fremhæve: det, der betegnes klassehomogenitet og klasseseparation (Masyn, 2013). Klassehomogenitet henviser til den enkelte klasse/gruppe for sig og beskriver dennes måde at samle sig på som enhed internt. Klassehomogenitet vil på den måde komme til udtryk ved hhv. meget høj eller lav betinget sandsynlighed for at give et specifik svar. Et eksempel kunne her være, at en gruppe har en betinget sandsynlighed på 0,90 inden for en af analysens spørgsmålsvariable. Det vil da være udtryk for, at 90 procent af de unge i den gruppe ville afgive samme specifikke svar på spørgsmålet, og man vil derfor kunne betragte som typisk eller karakteristisk for den gruppe, og det vil betyde høj klassehomogenitet i henhold til det spørgsmål (Masyn, 2013). Klasseseparation derimod beskæftiger sig med klasserne/grupperne på tværs af den latente klasseanalyse. Her fokuseres den deskriptive analyse i stedet bredt på, hvordan grupperne adskiller sig fra hinanden. En tommelfingerregel for god og høj klasseseparation er, at den betingede sandsynlighed varierer på tværs af de latente grupper, samtidig med at de ligger på et værdimæssigt niveau, der er – altså betinget sandsynlighed for de forskellige spørgsmål og svarkategorier, der er mindre end 30 procent og højere end 70 procent (Masyn 2013). Sammen er de to statiske analytiske koncepter her altså med til at understøtte, hvad netop latent klasseanalyse kan som analysemetode: lokalisere mønstre i data og ordne empirien i grupper ud fra de måder, som de både ligner hinanden og er forskellige på. Den betingede sandsynlighed for de 5 grupper for alle de 26 spørgsmål og dertilhørende svarmuligheder fremgår af Tabel 2, som følger senere i analysen.

De tre trin udgør samlet den latente klasseanalyse, som der efterfølgende er rig mulighed for at arbejde videre med i videregående analyser, hvor de latente grupper kan udforskes yderligere i sammenhæng med f.eks. køn, alder og socioøkonomiske perspektiver.

I undersøgelsen bygger vi videre på forståelsen og fortolkningen af de fem grupper af unge ved at inddrage registerdata på de unges forældres indkomstniveau som et mål for de unges sociale baggrund. Data på de unges forældres ækvivalerede disponible indkomst er hentet fra Danmarks Statistik. Undersøgelsens respondenter er på baggrund af deres forældres indkomstniveau fordelt inden for fire sociale grupperinger inddelt med udgangspunkt i populationsmedianen fra samme indkomstår, nemlig 2018. Fordelingen af de unge ser således ud:

Det gælder dog, at fordelingen af sociale grupperinger i analysen her ikke er direkte sammenlignelige med de sociale grupperingers proportioner på populationsniveau, når de sammenholdes med en undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2014 (AE Rådet, 2014). Man kunne nedbringe skævheden i fordelingen af de sociale grupperinger ved at foretage en vægtning på indkomst og/eller en kalibrering af alder. Eftersom indkomstfordelingen ikke spiller en hovedrolle i undersøgelsen, men nærmere inddrages for at tilvejebringe et udtryk om de unges sociale baggrund, og aldersudsnittet i forvejen er snævert, har vi vurderet, at en sådan vægtning af data er for omfangsrig til undersøgelsens formål. Samtidig kan det tilføjes, at det er et ofte erfaret vilkår at opnå lavere responsrater for lavindkomstgrupper, når man arbejder med indkomststatistisk. En betydelig skævhed mellem fordelingen af de sociale grupperinger, som der arbejdes med i analysen, og de tilsvarende sociale grupperinger på populationsniveau, er altså forventeligt.

Den latente klasseanalyse har vi valgt at fremstille i en model med fem grupper med særskilte karakteristika. Modellen illustreres med to forskellige figurer. Den første figur viser de fem grupper og deres størrelse overordnet, mens den anden figur uddyber forskellene imellem grupperne.

Analysen i figur 1 viser fordelingen af unge i relation til deres erfaringer med mistrivsel og udsathed, mens figur 2 viser graden af trivsel og mistrivsel inden for seks områder, der hver konstitueres af på forhånd definerede udsathedsmarkører. Inden for hvert af disse områder gøres der i figuren brug af en farveskala, der viser graden af den pågældende gruppes trivsel. Da analysen og modellen bidrager med vigtige nuancer i forhold til unges trivsel, mistrivsel og udsathed, vil vi i det følgende beskrive grupperne med udgangspunkt i netop de karakteristika, som kendetegner hver af de fem grupper: unge med høj trivsel, unge, der trives og oplever pres, unge med pres og bekymringer, unge med psykiske udfordringer og unge med komplekse udfordringer.

De beskrivelser og procentsatser, som vi i følgende fremhæver, fremgår ligeledes af Tabel 2 og Tabel 3. Her kan den betingede sandsynlighed – altså sandsynligheden for at have afgivet et givent svar, når man tilhører en given gruppe – som er tilvejebragt af den latente klasseanalyse, ses opstillet.

Gruppen af unge med høj trivsel er den største af de fem grupper. Den består af dobbelt så mange unge mænd som unge kvinder. De fleste af de unge i denne gruppe kommer fra familier med en højere mellemindkomst (60 procent), 20 procent kommer fra familier med lavere mellemindkomst, og 17 procent fra højindkomstfamilier. Kun 4 procent af de unge kommer fra lavindkomstfamilier.

De unge med høj trivsel er karakteriseret ved, at de i høj grad trives inden for alle seks områder og på samtlige underspørgsmål. Her er sandsynligheden for, at de unge i gruppen har været glade eller tilfredse meget af tiden eller hele tiden den seneste måned, meget høj, og tilsvarende er sandsynligheden for, at en ung i denne gruppe har eller har haft psykiske problemer, meget lav.

De unge med høj trivsel har altså meget høj sandsynlighed for at have det godt, når det kommer til både familie og baggrund, skole/uddannelse og arbejde, forventninger til sig selv og fra omverdenen samt fysisk og psykisk helbred. Disse unge har meget lav sandsynlighed for at opleve konflikter i familien, at have oplevet svigt eller vold i familien og at have mistet en forælder eller anden nærtstående.

Kigger man på skole/uddannelse og arbejde, har gruppen også de laveste sandsynligheder på tværs af alle grupperne for at have oplevet mobning og perioder uden skole, uddannelse eller arbejde pga. psykiske udfordringer. De unge med høj trivsel har desuden betydelig lavere sandsynlighed end de unge i de resterende grupper for at opleve sig selv som presset i forhold til uddannelse og i bredere forstand. De oplever kun meget lav grad af pres – og klart den laveste, når man ser dem i relation til de andre grupper. Derudover er det bemærkelsesværdigt, at den oplevelse af pres, som er til stede, ikke synes at gå ud over gruppens generelle trivsel. En mulig tolkning af dette kan være, at det at opleve pres i nogle former også kan være positivt og i et vist omfang udgør en uomgængelig del af ungdomslivet, der ikke mindst knytter sig til, at unge befinder sig i en livsfase præget af valgintensitet, hvor mange livsvalg presser sig på (valg af uddannelse, partner, overvejelser om fremtiden m.m.).

Gruppen af unge, der trives og oplever pres, er den næststørste gruppe. Gruppen har en lige fordeling af unge mænd og kvinder. I denne gruppe minder de unges familiebaggrund om den forrige gruppe på den måde, at forældrene har en højere indkomst end i de resterende grupper. Langt de fleste af de unge kommer (61 procent) fra familier med en højere mellemindkomst, næstflest kommer fra familier med en lavere mellemindkomst (24 procent), og nogle få kommer fra henholdsvis familier med lavindkomst (5 procent) og familier med højindkomst (11 procent).

Gruppen er karakteriseret ved at opleve en høj grad af trivsel, men i kombination med oplevelsen af uddannelsespres og generelt pres. Der, hvor de unge der trives og oplever pres, etablerer sig som gruppe og adskiller sig fra unge med høj trivsel, er i henhold til spørgsmål om fremtidsforventninger og oplevelser med at føle sig presset. De har større sandsynlighed end de andre grupper for at være bekymret for fremtiden, for at opleve det som et pres at skulle præstere i skolen, for at være usikker, i forhold til hvad de skal med deres liv, og for at være presset af deres egne forventninger til fremtiden.

Men selv om disse unge oplever pres, er det gennemgående billede samtidig, at de trives. Disse unge svarer, at de har været glade eller tilfredse hele tiden eller meget af tiden den seneste måned. Og tilsvarende har de meget lav sandsynlighed for at have eller have haft psykiske problemer og eller for at føle sig udsat pga. psykisk helbred.

De unge i denne gruppe er altså kendetegnet ved overordnet at trives godt i forhold til mange livsområder, men det er samtidig tydeligt, at de oplever en vis bekymring i forhold til deres fremtid og det at skulle præstere i skolen. Men som for de unge med høj trivsel lader oplevelsen af pres dog ikke umiddelbart til at præge deres samlede oplevelse af at trives.

Gruppen af unge med pres og bekymringer udgør 16 procent af ungepopulationen i spørgeskemaundersøgelsen. Gruppen har en overvægt af unge kvinder, men der er samtidig en del unge mænd. Ydermere er der en særlig aldersfordeling, der er kendetegnende for denne gruppe, idet den har en overvægt af unge mellem 16 og 20 år. De fleste af de unge kommer fra familier med en højere mellemindkomst og dernæst fra familier med lavere mellemindkomst. Sammenlignet med de to forrige grupper er der lidt flere unge i denne gruppe, som kommer fra lavindkomst- og lavere mellemindkomst-familier og lidt færre unge, som kommer fra højere mellemindkomst- og højindkomst-familier.

Det område, hvor de unge med pres og bekymringer skiller sig mest ud fra de to forrige grupper, er i relation til oplevelser med uddannelsespres og generelt pres. Der er stor sandsynlighed for, at unge i denne gruppe oplever et uddannelsesrelateret pres. De oplever dermed meget stor sandsynlighed for at føle pres af at skulle præstere i skolen, for at føle pres af kravet om at skulle have en uddannelse og for at føle, at det er svært at leve op til egne forventninger til fremtiden.

Men et højt uddannelses- og forventningspres er ikke det eneste, der karakteriserer denne gruppe. Den har også den næsthøjeste sandsynlighed for at opleve et generelt pres, som ikke kun relateres til uddannelse. Disse unge føler sig presset af at skulle se ud på en bestemt måde og af at opleve, at livet kører af sted med dem, uden at de kan følge med. Samtidig er der også relativt høj sandsynlighed for, at de føler sig presset eller kan blive stresset af sociale medier.

På familieområdet skiller den gule gruppe sig en smule ud fra de to forrige grupper. Der er lidt større sandsynlighed for, at disse unge har været udsat for misbrug, vold eller svigt i familien og for, at de har mistet en eller begge forældre. Derudover er sandsynligheden for, at en ung i denne gruppe oplever konflikter i familien, væsentligt højere end de to forrige grupper. Samlet set er det dog ikke udfordringer i familien, som kendetegner de unge i denne gruppe.

Ligesom på familieområdet er der i gruppen af unge med pres og bekymringer lidt større sandsynlighed for at være udsat inden for skole/uddannelse/arbejde sammenlignet med grøn og blå gruppe. Her gælder det sandsynligheden i forhold til perioder uden skole/uddannelse eller arbejde på grund af psykiske udfordringer, mobning, selvoplevet udsathed i forhold til uddannelse og selvoplevet udsathed i forhold til arbejdsmarkedet.

Derudover har gruppen væsentlig højere sandsynlighed for at have eller have haft psykiske problemer end de forrige grupper, men derimod langt mindre end de to resterende grupper. Og endelig viser de unge i denne gruppe også tegn på fysisk mistrivsel, idet de har relativt høj sandsynlighed for meget af tiden eller hele tiden den seneste måned at have haft hoved- eller mavepine, søvnbesvær og uro, angst eller stress i kroppen. Vi kan i undersøgelsen ikke påvise en direkte årsagssammenhæng mellem disse unges meget høje sandsynlighed for at opleve pres på flere forskellige områder og så deres fysiske mistrivsel, men det er veldokumenteret, at længerevarende oplevelser med pres og stress kan komme til udtryk ved kropslige reaktioner (SOU, 2006).

Gruppen af unge med psykiske udfordringer rummer 17 procent af den samlede ungepopulation i undersøgelsen, og den har en overvægt af unge kvinder. De unges familiebaggrund ligner den i gruppen af unge med pres og bekymringer.

Det, som er karakteristisk for gruppen, er deres oplevelser med psykisk mistrivsel, mobning og udfordringer i familien, selv om gruppens tilfredshed også ligger over den foregående gruppe af unge.

De unge i denne gruppe har relativt høj sandsynlighed for i høj grad at opleve konflikter i familien og at have været udsat for misbrug, vold eller svigt i familien. Sandsynligheden for, at en ung i denne gruppe har oplevet at miste en forælder eller en anden meget nærtstående person, er den samme som for unge med komplekse problemer.

Sammenlignet med de andre grupper er der færre end i den forrige gruppe, som oplever uddannelsespres og pres mere generelt, men til gengæld har de høj sandsynlighed for at have haft perioder uden for uddannelse eller arbejde på grund af psykiske udfordringer og for at have været udsat for mobning. Dertil kommer høj sandsynlighed for, at de unge i denne gruppe har eller tidligere har haft psykiske problemer og for at opleve udsathed på grund af sit psykiske helbred. Dette kommer også til udtryk som søvnbesvær og oplevelser af uro, angst eller stress i kroppen den seneste måned.

Det, der samlet set karakteriserer denne orange gruppe af unge, er deres psykiske udfordringer. Samtidig er oplevelsen af pres for disse unge langt mindre end for den forrige gruppe. Dette kan tænkes at bidrage til, at de unge i denne gruppe oplever sig som mere tilfredse end den forrige gruppe, som er hårdt ramt af pres og bekymringer generelt. Der er således grund til at antage, at disse unges mistrivsel hænger sammen med andre forhold i deres liv. Og her tyder meget på, at disse unges mistrivsel knytter sig til sociale livsbegivenheder, såsom dødsfald i familien, misbrug, vold eller svigt i familien og psykisk sygdom.

Gruppen af unge med komplekse udfordringer udgør 11 procent af ungepopulationen i spørgeskemaundersøgelsen og består af dobbelt så mange unge kvinder som unge mænd. Denne kønsfordeling kan skyldes, at unge kvinder oftere end unge mænd udviser tegn på psykiske trivselsproblemer (Ottosen et al., 2018). Denne tendens ses også i Den Nationale Sundhedsprofil 2017, hvor det fremgår, at langt flere unge kvinder end unge mænd har et selvvurderet dårligt mentalt helbred (Sundhedsstyrelsen, 2018). I modsætning til de andre grupper, hvor der er en overrepræsentation af unge fra familier med en højere mellemindkomst, er der i denne gruppe en ligevægt af unge med forældre med henholdsvis lavere mellemindkomst (43 procent) og højere mellemindkomst (43 procent). Unge med komplekse udfordringer er den ungegruppe med flest unge fra lavindkomstfamilier (9 procent) og færrest unge fra højindkomstfamilier (5 procent).

De unge med komplekse udfordringer er de unge, som sammenlignet med de andre grupper er mest udsat inden for samtlige områder af deres liv. De har alle stor sandsynlighed for at mistrives både fysisk og psykisk, opleve udfordringer med skole/uddannelse og føle sig presset i livet mere generelt. Det er her værd at huske på, at undersøgelsen ikke indfanger de allermest udsatte unge. De unge i denne gruppe har samtidig den laveste sandsynlighed for at svare, at de hele tiden eller meget af tiden har været glade eller tilfredse inden for den seneste måned. Dermed er de undersøgelsens mindst tilfredse unge.

Der er langt større sandsynlighed for, at en ung i denne gruppe har svære udfordringer i familien end unge i de øvrige grupper. Det er dog vigtigt at pointere, at sandsynligheden for at opleve udfordringer i familien for alle ligger på under 50 procent, det er dermed langtfra alle disse unge, som mistrives pga. udfordringer i familien. Der er dog høj sandsynlighed for, at en ung i denne gruppe har oplevet vold og svigt i familien, konflikter i familien og tab af et nærtstående familiemedlem. Samtidig oplever hele 60 procent af ungegruppen, at de ofte er ensomme. Dette tal ligger langt højere end for de andre ungegrupper.

Ser vi på uddannelse og arbejde har de unge i gruppen meget høj sandsynlighed for at have perioder uden for skole, uddannelse eller arbejde på grund af psykiske problemer. Sammenlignet med de andre grupper er der også mange af de unge i denne gruppe, som selv oplever, at de er udsat i forhold til henholdsvis manglende uddannelse og muligheder på arbejdsmarkedet. Det er også den gruppe, hvor de unge har størst sandsynlighed for at være blevet mobbet.

Når det kommer til uddannelsespres, minder denne gruppe meget om den forrige. I forhold til oplevelsen af et generelt pres, der ikke har med uddannelse at gøre, er det i denne gruppe, at der er størst sandsynlighed for at være presset af at skulle se ud på en bestemt måde, at føle livet kører af sted, uden at man kan følge med, pres af manglende pusterum og at være bekymret for fremtiden. Samtidig oplever væsentlig flere af de unge i denne gruppe end i de andre, at de er pressede og kan blive stresset af sociale medier.

Endelig slår denne gruppe også væsentligt ud i forhold til fysisk og psykisk mistrivsel med høj sandsynlighed for, at de unge i gruppen har haft hoved- eller mavepine, søvnbesvær og oplevelser med uro, angst og stress meget af tiden eller hele tiden inden for den seneste måned.

Samlet set er de unge med komplekse udfordringer altså unge, som både er udsat på klassiske udsathedsmarkører såsom lav indkomst, udfordringer i relation til både uddannelse og skole, psykisk og fysisk mistrivsel, familieforhold m.v., men samtidig også unge, som rammes af præstationspres i forhold til både uddannelse, udseende og livet mere generelt.

Samlet set viser de fem grupper, hvordan ungdomsliv, trivsel, mistrivsel og udsathed i ungdomslivet har meget forskelligt udtryk og omfang. Der er stor forskel på, hvordan unge oplever at have det, og blandt de unge, som oplever mistrivsel, er der stor forskel på, i hvor høj grad de er udfordret, og hvori deres udfordringer består. Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen ligesom andre tilsvarende undersøgelser (f.eks. Christensen, Pisinger, Larsen & Tolstrup, 2017) peger på, at mange unge oplever, at de trives. Dette udgør over halvdelen af alle de unge i undersøgelsen.

I den anden ende af spektret finder vi dog, som det også er dokumenteret i anden forskning (Ottosen et al., 2018; Christensen et al., 2017), en mindre andel af de unge, som kæmper med sammensatte og komplekse udfordringer på stort set alle livsområder. Disse unges situation karakteriseres ved både at være udfordret af elementer fra den klassiske udsathed, såsom udfordringer i relation til både uddannelse og skole, psykisk og fysisk mistrivsel, familieforhold osv. Men det bemærkelsesværdige fund i analysen er samtidig, at disse ’klassisk’ udsatte unge også kæmper med mange af de mistrivselsfænomener, som vi benævner ’ny udsathed’. På den ene side er det den meget høje sandsynlighed for klassiske tegn på mistrivsel og udsathed, som adskiller disse unge fra andre unge i undersøgelsen, men på den anden side er disse unge sammenlignet med de andre grupper mest mærket af oplevelsen af høje, svært håndterbare forventninger, som de ikke oplever at kunne nå i mål med, og dermed oplever de også et vist pres, som påvirker deres trivsel. Man kan dermed se, at de unge i mere klassisk udsatte positioner også rammes af præstationspres og den mistrivsel, der kan følge med. Tilsvarende resultater finder vi i forskningen omkring NEET-unge (Not in Education, Employment or Training), som udfordres på en lang række af parametre (VIVE, 2019; CeFU, Epinion & Metrica, 2020).

Mellem disse to poler – de unge, der trives, og de unge med meget komplekse udfordringer – finder vi de mest interessante nuancer i undersøgelsen. Hvis man på tværs af de fem grupper ser på andelen af unge, som oplever pres, ser vi klare tegn på, at de unge oplever at leve i et presset samfund. Det er dog vigtigt at holde nuancerne for øje, fordi vi også ser dele af de unge, som oplever pres, men stadig også oplever, at de trives, ligesom vi ser unge, der mistrives, men ikke oplever pres. Det er dermed tydeligt, at nogle unge oplever presset som håndterbart, mens andre unge kæmper med at håndtere det pres, de oplever fylder i hverdagen. Vi ser altså på den ene side klare tegn på et udspændt ungdomsliv med vilkår, som i sig selv har nogle træk, som skubber til ny udsathed. Men på den anden side også, at ikke alle unge er i mistrivsel på grund af dette pres.

En sammenligning af de fem ungegrupper og deres økonomiske familiebaggrund viser, at forældrene generelt har en højere indkomst i de grupper, som oplever størst trivsel. Men det er også vigtig at pointere, at vi ikke ser store udsving i forældreindkomst grupperne imellem. For det første er der i alle grupperne en stor andel af forældre med en højere mellemindkomst. Det betyder, at der er mange unge fra familier med en relativt god indkomst inden for alle fem grupperinger, også i de grupper, som er kendetegnet ved høj mistrivsel. For det andet er der både unge i gruppen af unge med komplekse udfordringer, hvis forældre har en meget høj indkomst, og der er i gruppen af unge med høj trivsel forældre med en meget lav indkomst. Indkomsten alene er dermed langtfra determinerende for, hvorvidt de unge trives eller mistrives. Dette ses også i forskningen omkring marginalisering og social arv, hvor det konstateres, at unge, hvis forældre har en lav indkomst, har en forhøjet risiko, samtidig med at billedet her heller ikke et entydigt. Der er også en væsentlig andel af de marginaliserede unge, som kommer fra familier, der betegnes som middelklasse (Andersen et al., 2017; AE Rådet, 2016).

Analysen i denne artikel bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som giver nogle klare indikationer af de unges trivsel, mistrivsel og udsathed. Dette er dog fænomener, som bliver til gennem et komplekst samspil mellem de unge og de samfundsmæssige, institutionelle og personlige sammenhænge, de indgår i (Görlich et al., 2019; Furlong, 2016), hvilket analysen her kun er i stand til at indfange som øjebliksbilleder. Vi har således peget på nuancer i forhold til unges mistrivsel og udsathed, der er vigtige at holde sig for øje, men analysen kan dog ikke bidrage med fyldestgørende forklaringer på, hvorfor nogle unge eksempelvis oplever mistrivsel med pres, mens andre ikke gør. Her er vi nødt til at vende os mod de kvalitative data i vores undersøgelse om ny udsathed i ungdomslivet.

I tråd med nyere kvantitative undersøgelser (Sundhedsstyrelsen, 2018; Bakken, 2018), som viser, at den psykiske mistrivsel iblandt unge er stigende, viser denne undersøgelse, at mange unge har erfaringer med psykisk og fysisk mistrivsel, omend de fleste unge ikke er mærket af klassiske udsathedsparametre. På tværs af grupperne viser undersøgelsen, at vi har at gøre med en ungdomsgeneration, hvor oplevelsen af, at det er svært at leve op til egne uddannelsesforventninger, og at livet kører af sted med én, uden at man kan følge med, vækker stor genklang og på det nærmeste kan siges at udgøre integrerede dele af unges liv i dag.

Analysen bekræfter således billedet af et senmoderne ungdomsliv præget af et højt præstations- og accelerationspres og nye udsathedsformer. På den ene side bekræfter analyserne undersøgelser, der peger på en fortsat social ulighed i relation til risikoen for at rammes af psykisk mistrivsel og udsathed. I en debat, der ofte har kredset om psykisk mistrivsel og ny udsathed blandt middelklassens unge, er det vigtigt ikke at glemme, at disse elementer tilsyneladende rammer unge, som i forvejen er udsat ekstra hårdt (jf også Andersen et al., 2019; Madsen, 2018).

På den anden side viser analyserne også med al tydelighed, at den psykiske mistrivsel har forskelligt udspring for forskellige grupper af unge. Disse forskelle er væsentlige at holde fokus på i den offentlige debat om unge og psykisk mistrivsel, og ikke mindst i relation til hvor og hvordan man skal sætte ind for at afhjælpe dette. For nogle unge synes det præstations- og accelerationspres, der præger ungdomslivet, at skabe grobund for psykisk mistrivsel. Det er stærkt bekymrende. Men det er lige så vigtigt at holde fast i, at en stor gruppe af de unge trives – også med pres og forventninger. Det er således væsentligt at undersøge nærmere, hvornår disse elementer ’kammer over’ og bliver til psykisk mistrivsel, og på hvilke måder institutionelle og strukturelle rammebetingelser bidrager hertil. Samtidig viser analyserne, at den psykiske mistrivsel for nogle af de unge knytter sig til erfaringer med voldsomme sociale livsbegivenheder, ofte i det nære netværk (som f.eks. dødsfald i familien, misbrug, vold eller svigt i familien og psykisk sygdom), mens bredere perspektiver om pres i ungdomslivet spiller en langt mindre fremtrædende rolle. For disse unge vil det kræve andre indsatser og tiltag at dæmme op for de udfordringer, de kæmper med. Sidst, men ikke mindst viser analyserne, at psykisk mistrivsel rammer bredt, og at der tegner sig elementer af ny udsathed på tværs af ungegruppen. Der er således centralt at balancere mellem en forståelse af, at alle unge er ikke på vej ud over kanten, men tage kritikken alvorligt, at der er nogle unge, som har svært ved at håndtere presset, og at vi som samfund synes at have udviklet et uddannelsessystem og en ungdomskultur, som rummer elementer, der i væsentlig grad også bidrager til den stigende mistrivsel blandt unge.